OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL
 

Her får du en samlet oversigt over alle Flyvevåbnets mere
end 35 forskellige uddannelser. God uddannelsesjagt!



LØN


Får man løn under uddannelserne?

Svar: Ja, du får en god løn under samtlige uddannelser i Flyvevåbnet. Under vores beskrivelse af hver uddannelse, kan du se den aktuelle løn under hele forløbet.



Er det rigtigt, at lønnen er dårlig, når man er færdiguddannet?
Svar: Alt er jo relativt. Forsvaret er en del af det offentlige, og for vores fastansatte er lønnen alene sjældent en grund til at arbejde i Flyvevåbnet. Til gengæld tilbyder vi nogle oplevelser og goder, som du ikke finder i det private. Hvis du får særlige jobfunktioner som fx. Pilot eller Flyveleder kan du dog satens ende op med en særdeles attraktiv løn. Desuden har vi netop indgået en lønaftale, så lønnen for alle ansatte stiger med 12,5% over frem til 2011.




INTERNATIONAL UDSENDELSE


Bliver jeg ofte sendt på misioner i udlandet?
Svar: Det danske Forsvar er generelt en aktiv medspiller i fredsskabende arbejde rundt omkring i verden, og som fastansat i Forsvaret skal du være indstillet på, at udsendelse er en del af dit job. Som udgangspunkt skal man regne med at blive udsendt i samlet ca. 6 måneder over en periode på ca. 3 år. Hvor ofte du i praksis vil blive udsendt afhænger dog utrolig meget af både din jobfunktion og af den generelle internationale sikkerhedssituation. Mange af vores unge har faktisk valgt en karriere i Flyvevåbnet netop fordi, de gerne vil ud og gøre en virkelig forskel, prøve deres kompetencer rigtigt af og have oplevelser for livet med hjem.



Er det altid krigssituationer, man sendes ud til?
Svar: Nej. Det er faktisk sjældent, at Flyvevåbnet - i modsætning til fx. Hæren - deltager i direkte kamphandlinger. Ofte er vores fysiske placering i nabolande til kriseområder eller på store internationale luftbaser, hvorfra vi udfører vores daglige arbejde. Et andet eksempel er, at Flyvevåbnet i 2005 sendte Hercules transportfly med nødhjælp samt støttepersonel til Banda Acha, da tsunamien havde hærget det store område.



Kan man komme på uddannelse i udlandet?
Svar: Ja. Hvorvidt du under uddannelsen kommer til udlandet i kortere periode afhænger meget af din kommende jobfunktion. Flere af vores unge deltager - med stor begejstring - i forskellige jobrelaterede kurser rundt omkring i norden og europa, og nogle gange også i U.S.A.





GENERELT


Er der kun mænd ansat i Flyvevåbnet?
Svar: Nej, andelen af kvindelige ansatte vokser kraftigt for tiden. Faktisk er 25% af alle værnepligtige i Forsvaret for øjeblikket kvinder og det samme gælder for de unge, som deltager i vores STUD.LUFT arrangementer, hvor man kan høre mere om Officersuddannelsen. Flyvevåbnet er en moderne arbejdsplads, og kvinder deltager som en naturlig ting i alle funktioner og på alle niveauer.



Hvordan bliver jeg jagerpilot?
Svar: Vejen til drømmejobbet som jagerpilot starter på Flyvevåbnets Officersskole. Alle vores piloter er nemlig uddannet officerer. Du kan læse meget mere om den såkaldte pilotoperative officersuddannelse under menupunktet "FLYVEVÅBNETS UDDANNELSER". Du kan også tjekke websitet www.danskekampfly.dk, som går tæt på de danske F-16 jagere og menneskene bag.




Har du andre spørgsmål?
Hvis du har et spørgsmål, som ikke er besvaret her, er du velkommen
til at kontakte vores HR-afdeling, som kan hjælpe dig videre.

Telefon: 25511899
E-mail: jobiflv@mil.dk

Vi vil løbende lægge nye svar ud på sitet.